Når man skal have gæster kan det være en god ide at lægge hovedet i blød og finde noget mad man kan lave store portioner af uden alt for meget besvær, og hvor prisen heller ikke bliver voldsom. En af mine favoritter er indbagt farsbrød. I tidligere tider ville jeg have skrevet indbagt mørbrad, men engang vi skulle lave meget havde vi fars i overskud, så vi lavede også et indbagt farsbrød. Det viste sig at være gæsternes favorit, så derfor har jeg med mellemrum lavet det når jeg har fået gæster.
Kuvertprisen er helt ned imod 10 kr. pr mand, hvilket er i den klart billige ende af de “flottere” retter.
Ingredienser
- flæskefars
- bacon
- løg
- champignon
- salt
- peber
- æg
- butterdej
Fremgangsmåde
Baconen og løget skæres i små stykker. Champignon renses og skæres i skiver. Det hele blandes med fars, salt, peber og æg i en stor skål. Nogle vil måske også bruge mel og mælk her, men man kan også fint springe over.
Butterdejen lægges ud i et ovnfast fad i et lag. Afhængig af hvor glad man er for butterdej kan man vælge at rulle den ud, eller bare lavet et lag hvor butterdejen lapper over hinanden. Farsen fordeles i et fint brød, så der er adgang til butterdejen i bunden langs kanten. Butterdejen til oversiden skal helst have et let tryk med kagerullen, så den er lang nok til at komme over hele farsbrødet. De lægges over brødet, og man kan evt, smøre med æg inden man bager i ovnen, ca. en time ved 180-200 grader.
Hvis man hører til dem der holder af at pynte sin mad kan man skære figure i en ekstra plade butterdej og komme ovenpå. Det er meget let at arbejde i butterdej på den måde, og er man mere kreativ end forfatteren kan man lave nogle rigtigt flotte dekorationer.
The post Indbagt farsbrød med champignon og bacon appeared first on Kollegiekokkene.